Ny forfærdelig erkendelse: Affaldet forsvinder ikke

Tue JepsenBreaking News med et glimt i øjet ;)

I Danmark har vi i mange år arbejdet med at skaffe affaldet af vejen. Vi har genbrugt, brændt, solgt videre og deponeret. Men efter utallige strabadser er der stadig affald tilbage. Og værre endnu: Der ser ud til at være mere affald, end da man startede. Hvor kommer det fra?

Virkede som et problem, der kunne løses

Da man i 1980’erne for alvor indså problemet med affaldsmængden, slog teknikerne hovederne sammen og kom med geniale løsninger. Affaldet kunne laves om til nye materialer, det kunne brænde, og nogen var endda interesseret i at købe det, som det var.

Man vurderede, at det ville være muligt at komme den store mængde affald til livs og på ihærdig vis kastede man sig over opgaven med at få affaldet ryddet af vejen en gang for alle.

Slog fejl

Her 25 år senere må man dog erkende, at der – på trods af fornuftige løsninger – stadig er affald tilbage, og at de mange tiltag ikke har været nok. ”Jo mere affald, vi skaffer af vejen, des mere kommer der,” erkender en overrasket Hans Gott Brandt, der er chefformand for affaldsbranchen. ”Vi kører endda ud til folk og henter al affaldet, og så burde den prut jo være slået. Men det sker faktisk, at de selvsamme folk ringer, fordi de har mere affald, selvom vi har hentet det én gang allerede og konstateret, at der ikke var mere. Det hænger simpelthen ikke sammen.”

Forskerne undrer sig

På Dansk Affaldsteknologisk Institut er problemet et mindre mysterium. ”Det slår os umiddelbart, at det ikke er et nyt problem,” erkender chefforsker Susanne Milieux. ”Arkæologer har gravet 1.000 år gamle køkkenmøddinger op fyldt med affald. Vi kan konstatere, at man også tidligere har prøvet at rydde affaldet af vejen. Men uden held. Der er lige så meget affald den dag i dag – hvis ikke mere.”

AffaldBorgerne oplever problemet på nær hånd

Forskerne har dog ingen løsning på, hvordan vi får affaldet til at forsvinde, og imens anes en panik så småt hos borgerne. ”Jeg går ud og køber noget, jeg virkelig bare MÅ have,” fortæller en ihærdig Yvonne Stor Schkrall, ”og så lige pludselig en dag, når jeg kigger på det, så er det blevet til affald. Det er forfærdeligt.”

Erkendelsen af, at der pludselig er affald i ens hjem er svær, og de fleste venter nervøst på skraldebilen, eller skynder sig af sted på genbrugspladsen. ”En uge senere er der pludselig mere affald,” siger en fortvivlet Yvonne. ”Det er skruen uden ende.”

Politikerne råber op

”Men nu må det være nok!”, lyder det i telefonen fra Lasse de Poní, der driver det statslige initiativ Center for Miljø og Meget Pæn Orden. ”Vi vil ikke finde os i det længere. Det er på tide, at vi når til bunds og finder kilden til affaldet.” Lasse de Poní melder, at han allerede har iværksat en 25-årig handlingsplan, som løser problemet en gang for alle. ”Det er en tung sag på 2.000 sider, som er sendt ud til samtlige af landets politikere, så vi mener det her alvorligt,” afslutter han.

Flere lokale politikere i landet melder dog, at de 2.000 sider på mærkværdigvis allerede er blevet til affald.

Vi kan også anbefale:

Leave a Reply

  

  

  


fire − 4 =

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>